Det langsomme tog, der venter på solopgangen

Morgenens første tog kører, mens lamperne på stationen stadig er tændt. Det er et kort tog: tre vogne, mest lokale med termokander med kaffe, en enkelt vandrer med rygsækken klemt mellem knæene og et par rejsende, der havde hørt om stoppet og ikke helt kunne tro det.

Omtrent halvvejs oppe ad banen, hvor sporet snor sig rundt om bakkens skulder, sætter toget farten ned og standser helt. Her er ingen perron, intet skilt og ingen meddelelse ud over et kort, venligt ord fra lokomotivføreren. Alle ved, hvad der kommer nu.

Nedenfor ligger dalen stadig i skygge. Så når lyset den fjerne højderyg, glider ned ad skråningerne og breder sig over marker og hustage, ét efter ét. Vinduerne i østsiden fyldes med ansigter. Der er altid nogen, der glemmer at tage et billede, fordi de har for travlt med at kigge.

Et stop, der blev en tradition

Ingen ser ud til at vide præcis, hvornår stoppet begyndte. Nogle faste passagerer tror, at en lokomotivfører begyndte på det en stille morgen for mange år siden, og at vanen bare holdt ved. Andre har mistanke om, at køreplanen blev strakt en smule for at give plads til det. Uanset oprindelsen er de få minutter blevet en del af rejsen snarere end en forsinkelse.

Pendlere, der kører med banen hver dag, siger, at de stadig kigger op. Besøgende har som regel telefonen klar, når de stiger på, og har den i lommen, når de stiger af.

Så hvæser bremserne, vognene giver et blidt ryk, og toget fortsætter op ad bakken: lidt forsinket, og ingen har noget imod det.